Gå til hovedindhold

    Kvalitetsstandard for rusmiddelbehandling i Syddjurs Kommune 2026-2027

    Her kan du læse den vedtagne kvalitetsstandard

    1. Indledning

    ‌1.1 Baggrund og formål

    Det er lovpligtigt for kommunen at udarbejde en politisk godkendt kvalitetsstandard for den sociale behandling for stofmisbrug. Kvalitetsstandarden skal revideres og politisk godkendes minimum hvert andet år eller ved større ændringer i f.eks. indhold i tilbuddene eller ved lovgivningsmæssige ændringer.

    Syddjurs Kommune har valgt at udarbejde en samlet kvalitetsstandard for kommunes tilbud for rusmiddelbehandling, det vil sige både for behandling af alkoholafhængighed- og stofmisbrug.

    Formålet med kvalitetsstandarden er at gøre det synligt og gennemskueligt for dig som borger og samarbejdspartner: 1) hvilke tilbud og ydelser, der er omfattet af kommunens alkohol- og stofmisbrugsbehandling, 2) hvad du har krav på i forbindelse med behandlingen, samt 3) hvad du kan forvente af behandlingen i kommunen.

    Kvalitetsstandarden skal dermed bidrage til at afstemme forventningerne mellem dig og medarbejderne i Rusmiddelcenter Syddjurs, som varetager behandlingen, samt i forhold til det politiske niveau i kommunen.

    Kvalitetsstandarden tager afsæt i følgende:

    • Barnets lov lovbekendtgørelse nr. 282 17. marts 2025 med senere lovændringer.
    • Lov om social service lovbekendtgørelse nr. 155 2. november 2025 med senere lovændringer.
    • Sundhedsloven lovbekendtgørelse nr. 275 12. marts 2025 med senere lovændringer
    • Bekendtgørelse nr. 1691 12. november om afdækning, gavekort og kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service og om gavekort efter § 34 i barnets lov
    • Ankestyrelsens principmeddelelse 23-18

    Der er i slutningen af kvalitetsstandarden en ordforklaring, som forklarer nogle af de ord, som kan være svære at forstå. Hvis du har bruge for mere hjælp til at forstå kvalitetsstandarden, så vil vi meget gerne hjælpe dig med at besvare dine spørgsmål. Du kan finde oplysninger om, hvordan du kommer i kontakt med os i næste afsnit.

    Kvalitetsstandarden er godkendt af Syddjurs Kommunes byråd på mødet den 26. november 2025. Kvalitetsstandarden er gældende for årene 2026 og 2027.

    1‌.2 Hvordan kommer du i kontakt med os?

    Rusmiddelcenter Syddjurs har følgende kontaktoplysninger:

    Rusmiddelcenter Syddjurs
    Hovedgaden 75B, 2. sal 8410 Rønde
    Tlf. 87 53 64 00

    Du kan kontakte os telefonisk mandag - tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 10.00 - 12.00. Der kan også telefonisk aftales et fysisk fremmøde.

    Læs mere om Rusmiddelcenter Syddjurs på https://www.rusmiddelcentersyddjurs.dk/forside/ 

    2‌. Målgrupper

    Rusmiddelcenter Syddjurs henvender sig til borgere med et behandlingskrævende forbrug af rusmidler. Det kan være meget forskelligartede og meget individuelle problemstillinger. Ofte vil der være en række andre problemstillinger ud over misbruget. Målgruppen strækker sig derfor fra unge med et eksperimenterende forbrug til borgere med svær afhængighed, og de fysiske, psykiske og sociale konsekvenser, det kan medføre.

    Rusmiddelcenter Syddjurs henvender sig til:

    • Borgere, der oplever et problematisk forbrug eller misbrug af rusmidler og ønsker en forandring. Det gælder både borgere under og over 18 år
    • Gravide, der har et rusmiddelforbrug


    Derudover yder Rusmiddelcenteret støtte til pårørende til borgere med et problematisk forbrug af rusmidler:

    • Som udgangspunkt vil det være pårørende til borgere over 18 år, som er i aktiv behandling i rusmiddelcenteret
    • Ved henvendelse fra nære pårørende til unge under 18 år, der ikke er indskrevet til behandling, tilbydes der rådgivningssamtaler
    • Børn og unge op til 24 år, der vokser op i familier, hvor rusmidler styrer og forstyrrer, så det er svært at være barn eller ung (se afsnit 3.5 om tilbuddet BRUS)

    3. Behandlingstilbud

    ‌3.1 Typer af behandling

    På baggrund af afklaringen træffer Rusmiddelcenter Syddjurs en afgørelse om, hvilket forløb du visiteres til. Det overordnede formål med behandlingen er ophør, reduktion eller stabilisering af dit rusmiddelforbrug. Rusmiddelcenter Syddjurs skal matche dit behandlingsbehov med relevant behandling ud fra en konkret, individuel vurdering. Det sker altid i samarbejde med dig og ved behov i et samarbejde med rådgivere fra øvrige kommunale centre f.eks. Socialcenteret ved døgnbehandling eller Familierådgivningscenteret ved samarbejde om den bedste støtte til dine børn. Som udgangspunkt tilbydes du et ambulant tilbud, som du kan læse mere om i afsnit 3.2. Såfremt der ud fra en konkret og individuel vurdering er brug for særlig støtte til dig for at hjælpe dig ud af dine rusmiddelproblemer, kan der også være mulighed for døgnbehandling. Du kan læse mere om døgnbehandling i afsnit 3.3.

    ‌3.2 Ambulante behandlingstilbud

    Rusmiddelcenter Syddjurs tilbyder en række forskellige ambulante tilbud til borgere. Du kan læse mere om tilbuddene her:

    • Individuel behandling
    • Tilbud til unge med rusmiddelproblemer
    • Familieorienteret rusmiddelbehandling
    • Gruppetilbud (opstartes ved behov)
    • Tilbud for borgere med psykiatrisk lidelse og rusmiddelproblemer
    • Substitutionsbehandling (medicinsk behandling) og lægesamtaler
    • Rådgivning/Sparring/Undervisning

    ‌Individuel behandling

    Der er mulighed for at få individuel behandling ved en rusmiddelbehandler ved Rusmiddelcenter

    Syddjurs. Her tilbydes du som udgangspunkt ud fra en konkret og individuel vurdering en ugentlig samtale med din behandler.

    ‌Tilbud for unge med rusmiddelproblemer fra 15 til 18 år

    Der er mulighed for at få et forløb for dig, der er ung og har et problematisk forbrug af rusmidler. Du kan få anonym rådgivning og vejledning op til to gange og et behandlingsforløb med en behandler ved Rusmiddelcenter Syddjurs. Der vil i forløbet været fokus på en helhedsorienteret tilgang, hvor vi tilrettelægger et forløb med fokus på din samlede situation og dine ønsker, håb og drømme for dit ungdomsliv.


    Her vil der udover fokus på dit forbrug og skadevirkninger også være fokus på at støtte dig i eventuelle andre udfordringer i dit liv. Det kan være hjælp til at afklare uddannelse eller jobønsker, hjælp til at kunne håndtere konfliktfyldte familierelationer, hjælp til at indgå i venskabsrelationer og/eller hjælp til at forstå egne følelser, tanker og handlinger.

    Der holdes en tæt telefonisk kontakt med dig. I særlige situationer kan der afholdes hjemmebesøg, eller du kan mødes med din rusmiddelbehandler et andet sted end på Rusmiddelcenter Syddjurs.

    Ved behandling af unge under 18 år med rusmiddelproblematikker, tages der kontakt til Familierådgivningscentret i Syddjurs, hvis der ikke i forvejen er kontakt hertil. Kontakten sker med henblik på i fællesskab at opnå en – for familien – sammenhængende indsats i overensstemmelse med den skærpede underretningspligt jf. barnets lov § 133. Du kan læse mere herom i afsnit 6. Der er også mulighed for anonym rådgivning og vejledning i op til to gange, hvis du er under 18 år.

    Ud over den ambulante behandling af unge, etablerer Rusmiddelcenter Syddjurs ligeledes tilbud til pårørende, der støtter op om igangværende behandling. Der etableres hjælp og undervisning til pårørende samt styrkelse af den unges/familiens netværk gennem individuelle samtaler samt familiesamtaler eller samtaler mellem dig og dine pårørende.

    ‌Familieorienteret rusmiddelbehandling

    I Familieorienteret rusmiddelbehandling inddrages partner, børn, familie og netværk i det omfang, som det er muligt og meningsfuldt. Det er rusmidlerne, der er i centrum. Når partner, børn og øvrigt netværk inddrages, sker det således altid med fokus på, hvilken betydning brugen af rusmidler har for de enkelte familiemedlemmer og familien som system.

    Familieorienteret rusmiddelbehandling har til formål at forbedre samspillet i familien og at mindske indvirkning og skade på familiemedlemmer, herunder børn. Derudover er fokus på at motivere og støtte dig med et misbrug til at ændre dine vaner og leve i overensstemmelse med dine ønsker, håb og drømme for dit liv.

    Vedrørende børn, der bor med eller har samvær med forælder/andre voksne med rusmiddelproblematikker, foretager Rusmiddelcenter Syddjurs altid en individuel vurdering af, om der er anledning til bekymring for barnets trivsel. Dette følger af den skærpede underretningspligt jf. barnets lov § 133. Hvis der er anledning til bekymring, tager vi kontakt til Familierådgivningscentret i samarbejde med jer som forældre eller ved en underretning.

    ‌Gruppetilbud (opstartes ved behov)

    Der er mulighed for at modtage gruppebehandling i Rusmiddelcenter Syddjurs. Der oprettes gruppeforløb, hvis rusmiddelcenteret vurderer, at der er flere borgere, som vil profitere heraf. Du vil i så fald kunne blive visiteret til gruppebehandling efter eget ønske. Forinden skal du have deltaget i et i et individuelt behandlingsforløb.

    ‌Tilbud for borgere med psykiatrisk lidelse og rusmiddelproblemer

    Der er mulighed for forskellige tilbud for dig, der har en psykiatrisk lidelse og rusmiddelproblemer.

    Koordineret behandling – samtidig behandling i Rusmiddelcenteret og Regionspsykiatrien

    Der er for det første mulighed for at få koordineret samtidig behandling mellem Rusmiddelcenteret og Regionspsykiatrien. Det betyder, at den behandling, som du modtager, er koordineret på tværs af enhederne, men modtages fra henholdsvis Rusmiddelcenteret og Regionspsykiatrien. Hvis du ikke i forvejen er tilknyttet Regionspsykiatrien og har behov for eksempelvis psykiatrisk behandling eller udredning, skal du henvises til Psykiatriens Centrale Visitation (PCV), som tager stilling til, om du skal tilbydes et forløb. Henvisningen underskrives af en læge. Herefter vil der komme en beslutning til den, der har indsendt henvisningen. Det betyder, at hvis Rusmiddelcenter Syddjurs har indsendt henvisningen, får vi svaret, og vi vil derefter videreformidle det til dig.

    Integreret behandling - sammenhængende behandling ved særligt team i Regionspsykiatrien

    Der er derudover også mulighed for at få integreret behandling ved Team for Integreret Dobbeltdiagnosebehandling (forkortet TIB), hvis du både har problemer som følge af en psykiatrisk lidelse og rusmiddelproblemer (dobbeltdiagnose), og du samtidig har svært ved at følge almindelige ambulante behandling i Region Midtjylland. Integreret behandling indebærer, at den psykiske lidelse og rusmiddelproblematik behandles samtidig og behandlingen varetages af Regionspsykiatrien.

    Formålet med den integrerede dobbeltdiagnosebehandling er, at du bliver i stand til at modtage en behandling i den almene ambulante psykiatri og/eller i et kommunalt rusmiddelcenter, så din behandling overgår til at blive en koordineret behandling mellem de to behandlingssteder. Der arbejdes under behandling med afsæt F-ACT-tilgangen (se ordforklaring)

    Hvis du er i målgruppen for TIB, skal der laves en henvisning, som skal underskrives af en læge og herefter bliver den sendt til Psykiatriens Centrale Visitation i Regionspsykiatrien. Herefter vil der komme en beslutning til den, der har indsendt henvisningen. Det betyder, hvis Rusmiddelcenter Syddjurs har indsendt henvisningen, får vi svaret og videreformidler det til dig. Der er behandlingsgaranti på 14 dage. Hvis du visiteres til tilbuddet, vil du blive kontakte af en medarbejder fra tilbuddet, og der vil være et overdragelsesmøde til det nye tilbud. Derefter vil den ambulante rusmiddelbehandling i Rusmiddelcenter Syddjurs ophøre.

    Du vælger selv, om du vil tage imod tilbuddet ved Regionspsykiatrien.

    ‌Substitutionsbehandling (medicinsk behandling) og tilbud om lægesamtale

    Der er mulighed for at få medicinsk behandling for dit stofmisbrug i form af substitutionsbehandling med f.eks. buprenorphin (suboxone, buvidal) og metadon. Dette er en mulighed for alle borgere uanset din alder. Det kan også tilbydes for børn og unge under 18 år, hvis der er lægelig indikation for at iværksætte behandlingen. Substitutionsbehandling er en evidensbaseret indsats, som har vist sig at være effektiv til at reducere dødelighed, kriminalitet og smittefare, samt til at øge stabilitet og behandlingstilknytning.

    Behandlingen varetages af lægekonsulenten ved rusmiddelcenteret i samarbejde med den sundhedsfaglige medarbejder, der ordinerer substitution i form af medicin. Udlevering sker fra Rusmiddelcenter Syddjurs eller i særlige tilfælde ved udlevering på apotek.

    Formålet med substitutionsbehandlingen er at stabilisere brugen af euforiserende stoffer, så du kan nedbringe eller ophøre med dit misbrug af illegale stoffer. Målet er derigennem at kunne fastholde dig i en tilstand, hvor du vil være i stand til at modtage og profitere af de øvrige behandlingstilbud i Rusmiddelcenter Syddjurs.


    Jævnfør de nationale retningslinjer for stofmisbrugsbehandling kan lægelig stofmisbrugsbehandling iværksættes uden en socialfaglig indsats, hvis den ordinerende læge i samarbejde med dig og den socialfaglige behandler vurderer, at du ikke har behov for social stofmisbrugsbehandling eller andre sociale ydelser. Behandling med substitutionsmedicin bør dog som udgangspunkt ikke stå alene.

    Syddjurs Kommune tilbyder derudover gratis lægelig behandling, som tilrettelægges ud fra en individuel og helhedsorienteret vurdering af dig. Som udgangspunkt er det en forudsætning, at behandlingen er en integreret del af den samlede misbrugsindsats. Ligeledes tilbydes urinprøvekontrol, hepatitisvacciner og sundhedssamtaler.

    ‌Rådgivning, sparring og undervisning

    Rusmiddelcenter Syddjurs tilbyder råd og vejledning med mulighed for anonymitet til dig, der er pårørende og samarbejdspartner, eller hvis du har behov for viden og drøftelse i relation til brug af euforiserende stoffer/alkohol. Rådgivning gives telefonisk eller ved personligt fremmøde.

    Det er også muligt for f.eks. dig, der arbejder som frontpersonale (se ordforklaring) at få undervisning og rådgivning i, hvordan du forstår og håndterer de udfordringer, der kan være relateret til kontakt med borgere med rusmiddelproblematikker. Det kan eksempelvis være rådgivning til pædagoger, skolelærere og socialrådgivere.

    ‌3.3 Døgnbehandling og kvalitetskrav hertil

    ‌Døgnbehandling

    Når det i Rusmiddelcenter Syddjurs vurderes, at ambulant behandling ikke er tilstrækkelig, kan der i samarbejde med sagsbehandlere fra Socialcenteret (se ordforklaring) indstilles til visitation til døgnbehandling.

    Døgnbehandling tilbydes oftest til dig, der ud over en svær afhængighed også har andre sociale problemer som f.eks. psykiske lidelser, kognitive udfordringer, komplicerede familierelationer eller udfordringer i forhold til den arbejdsmæssige situation.

    Døgnbehandling bevilges, som for øvrige tilbud i Rusmiddelcenter Syddjurs, efter et princip om rette indsats til rette tid. Det betyder, at du vil få bevilget døgnbehandling, hvis det ud fra en konkret og individuel vurdering vurderes at være nødvendigt for at hjælpe dig ud af dit misbrug. Hvis du kan hjælpes med ambulant behandling, vil du blive tilbudt det i stedet. Dette følger blandt andet af Ankestyrelsens principmeddelelse 23-18 (se ordforklaring).

    Tilbuddet om døgnbehandling vil blive integreret i et sammenhængende forløb med ambulant behandling. Døgnbehandling efterfølges altid af ambulant efterbehandling i form af individuelle samtaler.

    ‌Kvalitetskrav til døgnbehandlingstilbud

    Der bevilliges kun døgnophold på de døgnbehandlingssteder, der er godkendt af Socialtilsynene og registreret på Tilbudsportalen.

    ‌Særligt for gravide med alkohol- eller stofforbrug

    Hvis du eller din partner er gravid eller planlægger at blive det og har et forbrug eller misbrug af rusmidler, kan du/I få specialiseret støtte. Behandling varetages typisk via familieambulatorier og rusmiddelcenteret i kommunen. Familierådgivningscenteret er naturligt en del af indsatsen, da de varetager jeres kommende barns tarv. Der søges i samarbejde med dig at minimere risikoen for, at fosteret skades som følge af alkohol-eller stofproblemer. Derfor vil vi hjælpe dig til, at du får den bedst mulige hjælp og støtte til stoffrihed både før, under og efter en graviditet.

    Hvis du er gravid og visiteret til døgnbehandling for alkohol- eller stofmisbrug, er Syddjurs Kommune forpligtet til at tilbyde dig en kontrakt, der giver mulighed for at tilbageholde dig i døgnbehandlingen. Det vil være Familierådgivningscenteret (se ordforklaring), der vil aftale det med dig.

    Tilbageholdelsen kan ske, hvis der er begrundet formodning om, at du vil afbryde den aftalte behandling. Det vil være uforsvarligt ikke at tilbageholde dig, hvis der:

    • er nærliggende og væsentlig fare for, at du skader fosteret som følge af dine alkohol- og/eller stofproblemer
    • er udsigt til væsentligt at forringe muligheden for ophør eller betydelig og afgørende bedring af din situation
    • er nærliggende fare for, at du skader dig selv eller andre som følge af dine alkohol- og/eller stofproblemer
    • Tilbageholdelse kan kun ske, hvis mindre indgribende foranstaltninger er utilstrækkelige

    3‌.4 Efter- og tilbagefaldsbehandling

    Du vil altid blive tilbudt efterbehandling, som ligger i umiddelbar forlængelse af døgnbehandling. Varigheden af efterbehandling afhænger af dine individuelle behov, men typisk vil et forløb vare fra tre til seks måneder.

    Rusmiddelcenter Syddjurs tilbyder rådgivning og evt. indskrivning i behandling ved tilbagefald. Opstart af forløb foregår på samme måde som ved første henvendelse. Se mere under afsnit ”4.1 Henvendelse og visitation”.

    ‌3.5 Tilbud til pårørende

    Rusmiddelcenter Syddjurs tilbyder råd og vejledning til dig som pårørende. Som udgangspunkt vil du blive tilbudt to til tre samtaler med mulighed for flere ud fra en konkret og individuel vurdering. Hvis der er samtykke fra din pårørende i behandling, vil der være mulighed for at drøfte og få vejledning til jeres konkrete problemstillinger som pårørende/familie. Ellers vil vi alene have mulighed for at give dig generel vejledning.

    Rusmiddelcenter Syddjurs afholder under behandlingen fællessamtaler med borger og pårørende, hvis det er muligt og hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være for ægtefælle/partnere til borgere i behandling eller forældre ved hjemmeboende unge over 18 år.

    ‌Om særligt tilbud til børn og unge i familier med rusmiddelproblemer (BRUS)

    BRUS er et statslig støttet projekt, der sker i et samarbejde mellem 11 midtjyske kommuner. Målet med projektet er at støtte dig, der vokser op i familier, hvor rusmidler styrer og forstyrrer, så det er svært at være barn eller ung.

    BRUS er for børn og unge op til 24 år og består af individuelle eller gruppesamtaler, samtaler via chat på projektbrus.dk eller familiesamtaler med deltagelse af barnet/den unge og de vigtigste voksne i den pågældendes familie. Du kan finde flere oplysninger om tilbuddet på Rusmiddelcenter Syddjurs hjemmeside eller på hjemmesiden for BRUS www.ungbrus.dk

    Der er foreløbigt støtte til tilbuddet frem til 31. august 2028.

    ‌4. Visitation, behandlingsgaranti, frit valg mm.

    ‌4.1 Henvendelse og visitation

    Når du henvender dig til Rusmiddelcenter Syddjurs som følge af problemer med alkohol eller stoffer, vil du komme i kontakt med rusmiddelcenterets sekretær, som indledende vil tale med dig om, hvad din henvendelse handler om. Din henvendelse vil blive registreret, og en rusmiddelbehandler vil derefter ringe dig op inden for syv hverdage fra din henvendelse.

    Du har mulighed for en anonym førstegangssamtale, hvor du overordnet orienteres om Syddjurs Kommunes behandlingstilbud. Samtalen kan bestå af råd og vejledning. Samtalen kan også være første skridt frem mod et egentligt behandlingsforløb. Der vil blive taget udgangspunkt i dine egne ønsker, hvad enten det drejer sig om ophør, reduktion eller stabilisering af dit rusmiddelforbrug.

    Hvis du ønsker at få et behandlingstilbud, vil der blive foretaget et grundigt afklaringsforløb, inden der visiteres (se ordforklaring) til behandling. Rusmiddelcenter Syddjurs laver i den forbindelse en faglig vurdering af din situation og dit behandlingsbehov. Du bliver inddraget i processen med henblik på at få afdækket dine behov samt ønsker, håb og drømme for dit liv.

    Afklaringsforløbet består blandt andet af en visitationssamtale samt udarbejdelse af et spørgeskema (Ung- eller Voksenmap). Spørgeskemaet bruges til at interviewe dig og få overblik over de problemer og ressourcer, som kan have betydning for at hjælpe dig i dit behandlingsforløb. Bemærk, at Syddjurs Kommune skal desuden indrapportere data fra spørgeskemaet til Danmarks Statistik til bl.a. at overvåge ventetider og behandlingen ved tilbuddene. Se mere under ordforklaring under ”Ungmap eller Voksenmap” i afsnit 9.

    Der udarbejdes herefter en behandlingsplan sammen med dig, som tager afsæt i dine ønsker, håb og drømme for dit liv. Du kan læse mere herom i afsnittet ”5.1 Behandlingsplan”.

    Princippet bag behandlingen i Rusmiddelcenter Syddjurs er, at du tilbydes den rette indsats på det rette tidspunkt (proportionalitet), og dermed tilpasses indsatsen undervejs i behandlingsforløbet til dit behov. Det følger blandt andet af Ankestyrelsens principmeddelelse 23-18 (se ordforklaring).

    Som udgangspunkt tilstræber Syddjurs Kommune at benytte lokale tilbud og vægter både faglige og økonomiske hensyn, når der visiteres til eksterne tilbud. Der er altid tale om tilbud, som er godkendt på Tilbudsportalen (se ordforklaring).

    Varigheden af behandlingen kan være forskellig afhængig af, hvilke udfordringer du har, og dermed hvilken behandling, det kalder på. Rusmiddelcenter Syddjurs tilbyder som udgangspunkt 10-12

    ambulante samtaler. Der vil i forløbet blive foretaget en konkret og individuel vurdering af, om der er behov for at forlænge forløbet udover de 10-12 samtaler for at opnå dine ønskede mål. Der kan også indgå en drøftelse af, hvorvidt behandlingen skal fortsætte i Rusmiddelcenter Syddjurs, eller der skal iværksættes ansøgning om andre behandlingstilbud som f.eks. døgnbehandling.

    ‌4.2 Behandlingsgaranti

    Du har krav på at få iværksat et tilbud om behandling senest 14 dage efter, at du har henvendt dig med ønske om behandling. Det følger af behandlingsgarantien for rusmiddelbehandling. Dit ønske om behandling kan også komme i forlængelse af et rådgivningsforløb.

    4‌.3 Muligheder for anonymitet

    Hvis du indskrives i alkoholbehandlingen, har du mulighed for at få behandlingen anonymt, jf. sundhedsloven §141. Anonymiteten ophører, hvis du af rusmiddelcenterets lægekonsulent bliver ordineret receptpligtig medicin, som f.eks. antabus.

    Forudsætningen for at du kan få anonym stofbehandling er, at du ikke har andre sociale problemer/ problemstillinger ud over stofmisbruget. Behandlingen tilbydes som et korterevarende ambulant forløb i gruppebehandling. Behandlingsgarantien på 14 dage gælder ikke for anonym stofmisbrugsbehandling. Hvis du er i målgruppen for anonym behandling, kan du modtage gruppebehandling i Aarhus Rusmiddelcenter eller Randers Rusmiddelcenter, da der er indgået en samarbejdsaftale om, at de varetager den anonyme stofbehandling.

    ‌4.4 Frit valg

    Hvis du er visiteret til behandling, kan du vælge at blive behandlet i et andet offentligt eller privat behandlingstilbud, der svarer til det, som du er visiteret til af Rusmiddelcenter Syddjurs. Tilbuddet skal have indgået en aftale med en kommune og være godkendt af Socialtilsynet (se ordforklaring).

    I tilfælde, hvor du vælger et andet behandlingstilbud, kan det være nødvendigt at fravige behandlingsgarantiens frist på 14 dage grundet længere sagsbehandlingstid og behov for øget koordinering. Dette vil du blive oplyst om. Muligheden for at fravige behandlingsgarantien betyder dog ikke, at behandlingens iværksættelse kan udskydes længere end nødvendigt.

    4‌.5 Eventuel egenbetaling

    Det er gratis at modtage alkohol- og stofmisbrugsbehandling.

    Hvis du er i medicinsk behandling for alkoholafhængighed, f.eks. med antabus, kan der være betaling udover de første 30 dage.

    Hvis du bliver visiteret til et døgntilbud, det vil sige et behandlingsophold med ophold væk fra dit hjem, kan du blive opkrævet egenbetaling til kost og logi for opholdet efter reglerne om midlertidige ophold i boformer (servicelovens §107 stk. 2, nr. 2). En eventuel egenbetaling udregnes på baggrund af din indkomst og økonomiske forpligtelser til egen bolig og vil kun være aktuel, hvis du vurderes at have økonomisk råderum hertil. Vurderingen heraf foretages af Socialcenteret (se ordforklaring) på baggrund af en helhedsorienteret betragtning af din samlede situation.

    ‌5. Behandlingsplan og handleplan

    ‌5.1 Behandlingsplan

    Hvis Rusmiddelcenter Syddjurs har vurderet, at du er i målgruppen for behandling, vil vi lave en behandlingsplan sammen med dig.

    Når vi laver en behandlingsplan, afdækker vi dine problematikker og ressourcer, og i samarbejde med dig opstiller vi målsætninger for behandlingsforløbet. Helt overordnet vil formålet altid være enten, at du stopper, reducerer eller stabiliserer dit rusmiddelforbrug. Hvis du er i antabusbehandling eller substitutionsbehandling, kan du indskrives i et længerevarende forløb, hvis hovedformål er at yde en stabiliserende og/eller skadereducerende indsats.

    I behandlingsplanen indgår også beskrivelse af din indsats fra Rusmiddelcenteret og koordinering af den psykosociale og den sundhedsfaglige indsats med afsæt i dine individuelle behov.

    Behandlerne benytter din behandlingsplan igennem behandlingen for at sikre, at indsatsen kommer omkring alle dine problematikker, så vi hjælper dig bedst mulig med at opnå dine ønsker, håb og drømme for dit liv.

    Behandleren følger løbende op og justerer behandlingsplanen sammen med dig. Sammen med dig vil vi lave en grundig midtvejsevaluering for at sikre, at du er på rette vej i behandlingen, og se på, om der eventuelt skal justeres i dine mål. Der foretages også en vurdering i forhold til, om der skal ske forlængelse af behandlingen (via en ny afgørelse). Her vurderes også, om det er behov for længerevarende behandling som følge af kompleksiteten af dine udfordringer.

    I henhold til de nationale retningslinjers anvisning for opfølgning på stofmisbrugsbehandling, skal der følges op på dit behandlingsforløb senest en måned efter afslutning heraf og igen efter seks måneder. Inden afslutning af behandlingsforløbet oplyses du om, at du vil blive kontaktet efter afsluttet behandling. Du har også mulighed for at frabede dig dette tilbud.

    ‌5.2 Handleplan

    Hvis afdækningen af din samlede situation viser, at du har behov for hjælp til særlige sociale problemer udover dine rusmiddelproblemer, vil du også blive tilbudt en handleplan (efter serviceloven

    §141 eller barnets lov §§ 91 eller 108).

    Handleplanen indeholder en plan for din hjælp til disse problemer med konkrete mål og aftaler, som vi i fællesskab løbende følger op på. Handleplanen er med til at sikre en koordineret og helhedsorienteret indsats på tværs af tilbud og med afsæt i dine ønsker, håb og drømme.

    Hvis du er over 18 år, vil det være Socialcenteret, der laver og følger op på handleplanen.

    Hvis du er under 18 år, vil det være Familierådgivningscenteret (se ordforklaring), der er ansvarlig herfor. En handleplan for børn og unge kaldes enten en barnets plan eller en ungeplan afhængig af din alder.

    ‌5.3 Samtykke

    Du skal give samtykke (se ordforklaring), hvis vi skal samarbejde og koordinere med andre aktører og eksempelvis udveksle oplysninger om dig. Hvis du ikke ønsker at give samtykke, vil vi dermed ikke dele oplysninger om dig, og du vil fortsat være berettiget til at modtage behandling,

    5‌.4 Anvendelse af gavekort i behandlingen

    Muligheden for at bruge gavekort i rusmiddelbehandlingen er under afprøvning i Rusmiddelcenter Syddjurs for unge i alderen 15 til 25 år (jf. servicelovens § 101 stk. 9 og barnets lov § 34). Gavekort anvendes som motiverende støtte i social behandling for stofmisbrug. Formålet er at øge fremmøde og fastholdelse i behandlingsforløbet, belønne aktiv deltagelse og skabe positive incitamenter i en udfordrende livssituation. Som en del af afprøvningen udleveres gavekort på forsøgsbasis til unge under 25 år ved hvert andet fremmøde inden for de første 12 samtaler. Der udleveres gavekort á 200 kr. Der vil blive lavet en evaluering heraf i 1. halvår 2026, som danner grundlag for en politisk beslutning om, hvorvidt ordningen skal tilbydes fremadrettet.

    6‌. Opmærksomhed på hjemmeboende børn under 18 år

    Syddjurs Kommune har løbende i behandlingsforløb særlig opmærksomhed på, om der er børn i hjemmet under 18 år.

    Alle medarbejdere i Syddjurs Kommune har skærpet underretningspligt efter § 133 i barnets lov. Det betyder, at vi har pligt til at underrette Familierådgivningscenteret, hvis der er mistanke om, at et barn eller en ung under 18 år mistrives, eller hvis vi får kendskab til en kommende forælder med et rusmiddelproblem.

    ‌7. Information om sagsbehandling og klageadgang

    Du har som borger mulighed for at klage over behandlingen i Rusmiddelcenter Syddjurs. Du kan læse mere i de følgende afsnit om, hvad du kan klage over, og hvordan du kan gøre det.

    ‌7.1 Klage over sagsbehandlingen

    Hvis du er utilfreds med sagsbehandlingen i din sag, kan du klage til Rusmiddelcenterets ledelse. Du kan finde kontaktoplysninger på ledelsen på Rusmiddelcenterets hjemmeside. Du kan klage mundtligt pr. telefon eller skriftligt via Digitalpost ATT: Rusmiddelcenter Syddjurs. Du kan læse mere om, hvordan du kontakter kommunen via Digitalpost på kommunens hjemmeside: https://www.syddjurs.dk/borger/kontakt/skriv-til-os 

    ‌7.2 Klage over den sundhedsfaglige behandling

    Hvis du er utilfreds og ønsker at klage over indholdet i din alkoholbehandling eller over den lægelige/medicinske behandling af stofmisbrug, kan du klage til Styrelsen for Patientsikkerhed.

    Du kan på styrelsens hjemmeside finde yderligere oplysninger om, hvordan du klager til Styrelsen for patientsikkerhed, herunder frister for klager.

    ‌7.3 Klage over den socialfaglige stofbehandling

    Hvis du er utilfreds med din afgørelse om behandling, herunder døgnbehandling, som Rusmiddelcenter Syddjurs har truffet, kan du klage over afgørelsen.

    Klager over den sociale stofmisbrugsbehandling skal afleveres til kommunen. Klagen kan fremsendes via Digitalpost til Syddjurs Kommune Att: Rusmiddelcenter Syddjurs. Du kan læse mere om, hvordan du kontakter kommunen via Digitalpost på kommunens hjemmeside: https://www.syddjurs.dk/borger/kontakt/skriv-til-os 

    Indenfor fire uger efter modtagelsen af klagen vil Rusmiddelcenter Syddjurs genvurdere sagen og give dig besked om udfaldet heraf (om afgørelsen er ændret, fastholdes, om der skal indhentes yderligere oplysninger m.v.).

    Fastholder Rusmiddelcenter Syddjurs afgørelsen sendes alle sagens oplysninger til Ankestyrelsen, og du får besked herom. Dette skal ske inden for en frist på fire uger. Herefter vil Ankestyrelsen behandle sagen, og du vil få besked om udfaldet heraf.

    ‌7.4 Andre muligheder – Borgerrådgiver

    Du har også mulighed for at benytte dig af Syddjurs Kommunes borgerrådgiver. Borgerrådgiveren kan hjælpe dig med:

    • At skabe dialog mellem dig og administrationen, hvis der er opstået en konflikt i din sag
    • At vejlede om indsatser, lovgivning og finde vej i organisationen
    • At vejlede om klagemuligheder inden for det offentlige system, herunder hjælp til at skrive en klage
    • At behandle klager over kommunens sagsbehandling, personalets optræden, og hvordan praktiske opgaver bliver udført
    • At bistå med at forstå en kommunal afgørelse og baggrunden herfor
    • At bistå med at komme videre med en sag, hvis du har oplevet diskrimination i kommunen

    Hvis du er indkaldt til en samtale, du er utryg ved, kan Borgerrådgiveren også deltage som bisidder, hjælpe dig med at forberede dig til samtalen og efterfølgende hjælpe dig med at samle op på, hvad der kom ud af samtalen.

    Du kan på Syddjurs Kommunes hjemmeside finde oplysninger om borgerrådgiverens kontaktoplysninger og træffetid.

    ‌8. Rammer for rusmiddelbehandlingen i Syddjurs Kommune

    8‌.1 Opgaver og organisering

    Rusmiddelbehandlingen varetages i Syddjurs Kommune af Rusmiddelcenter Syddjurs, som er en afdeling under Center for Social Rehabilitering på Syddjurs Kommunes socialområde.


    Rusmiddelcenter Syddjurs tilbyder behandling til borgere med rusmiddelproblemer. Derudover tilbyder rusmiddelcenteret også støtte, vejledning og

    rådgivning til pårørende samt sparring og undervisning for samarbejdspartnere.

    8.2 Formål og mål for indsatsen 

    Rusmiddelbehandlingen tager afsæt i Syddjurs Kommunes vision (se figur) og politikkerne på området. Her er særligt kommunens Social- og beskæftigelsespolitik og fokusområderne i politikken om 1) helhedsorienterede indsatser (se ordforklaring)

    og 2) den gode borgerdialog centrale i samarbejdet med borgere med rusmiddelproblemer og deres pårørende.

    Det værdimæssige afsæt for behandlingen i Rusmiddelcenter Syddjurs er kommunens overordnede værdier om åbenhed, udvikling, respekt og kvalitet. Dertil tager behandlingen afsæt i principperne bag recovery- og rehabilitering (se ordforklaring), som er et centralt element i udviklingsstrategien om ”Borgeren ved roret”, hvor udgangspunktet er at sætte borgeren i centrum for udviklingen af kommunens velfærdsydelser.


    Det overordnede formål med behandling af misbrug er, at du når dine mål om at ændre dit rusmiddelproblem, så du kan få et sundere og bedre fysisk, psykisk, socialt og familiemæssigt liv.

    Målet med indsatsen er at tilbyde dig relevante behandlingstilbud ud fra en afklaring af dine rusmiddelproblematikker og med afsæt i dine individuelle behov samt håb, ønsker og drømme.

    Målet er, at flest mulige borgere bliver i stand til at:

    • bringe et misbrug af rusmidler til ophør og fastholde dette ophør
    • reducere indtaget af rusmidler eller forebygge en forværring af indtaget
    • reducere skaderne af misbruget (stabilisering)

    ‌8.3 Brugerinddragelse

    Det er helt centralt, at du fra start inddrages og er en aktiv deltager i tilrettelæggelse af behandlingen og udarbejdelse af behandlingsplan, herunder målene for behandlingen. Desuden er det en forudsætning for, at der kan ske forandring i dit liv, at vi tager afsæt i dine ønsker, håb og drømme.

    Inddragelsen af dig sikres løbende gennem dialog, evalueringer og justeringer i behandlingsplanen sammen med dig.

    ‌8.4 Monitorering af indsatsen

    Syddjurs Kommune har løbende fokus på kvaliteten af behandlingen og resultaterne heraf.

    Syddjurs Kommune skal, ifølge lovgivningen monitorere (se ordforklaring) indsatsen og opstille måltal for, hvor mange, som efter endt behandling, udskrives med en status som stoffri eller med et reduceret forbrug.

    Rusmiddelcenter Syddjurs har følgende målsætninger for indsatsen:

    • Andelen af borgere, der udskrives fra Rusmiddelcenter Syddjurs som færdigbehandlede med enten ophør, reduktion eller stabilisering af forbrug af rusmidler, er mindst 50 procent
    • For de borgere, som af forskellige grunde ikke kan modtage den fornødne hjælp på et givent tidspunkt, tilstræber Rusmiddelcenter Syddjurs, at disse borgere på et senere tidspunkt henvender sig på ny for at få den hjælp, der er behov for til at få løst rusmiddelproblemet

    Der foretages i stofbehandlingen, som følge af lovgivningen på området, en opfølgning efter henholdsvis en måned og seks måneder med henblik på at kunne tilbyde en tidlig indsats til de borgere, der oplever eller er i risiko for tilbagefald.

    Syddjurs Rusmiddelcenter er derudover forpligtet til at indberette data om behandlingen i de nationale registre i form af Den Nationale Stofmisbrugsdatabase (SMDB) og Det Nationale Alkoholbehandlingsregister (NAB). Derudover leverer rusmiddelcenteret også data til Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet. Alle data behandles fortroligt og bruges til at forbedre behandlingstilbud og sikre kvalitet i indsatsen. Nedenfor fremgår en liste over data som indberettes i forbindelse med rusmiddelbehandling:

    Indberetning af oplysninger til Det Nationale Alkoholbehandlingsregister:

    • Personlige og demografiske oplysninger (cpr-nummer, køn, alder, bopælskommune
    • Behandlingsdata (indskrivnings- og udskrivningsdato, behandlingstype, henvisende instans, behandlingssted)
    • Alkoholrelateret information (alkoholforbrug, tidligere behandlingsforløb, motivation for behandling)
    • Sociale og helbredsmæssige forhold (boligsituation, beskæftigelse, somatiske og psykiske helbredsproblemer)

    Indberetning af oplysninger til Den Nationale Stofmisbrugsdatabase i forbindelse med stofmisbrugsbehandling:

    • Personlige og demografiske data (cpr-nummer, opholdskommune, nationalitet, samlivssituation, antal børn, boligsituation, uddannelsesniveau, hovedindtægtskilde)
    • Behandlingsoplysninger (indskrivningsdato og udskrivningsdato, behandlingstype, tidligere behandlingsforløb, årsag til afslutning af behandling, eventuelt dødsfald)
    • Misbrugsrelaterede oplysninger (primære og sekundære stoffer, indtagelsesmetode, risikoadfærd)

    Indberetning af oplysninger i forbindelse med individuel behandlingsplan (MAP):

    • Personlige og sociale forhold (cpr-nummer, boligsituation, uddannelse og beskæftigelse, økonomi, netværk og familieforhold)
    • Helbred og trivsel (fysisk og psykisk helbred, tidligere og nuværende behandlinger, motivation og behandlingsønsker)
    • Rusmiddelbrug (typer af rusmidler, forbrugsmønstre, risikoadfærd)

    8‌.5 Personalets faglige kvalifikationer og kompetenceudvikling

    Personalet i Rusmiddelcenter Syddjurs er tværfagligt sammensat og har dermed forskellige uddannelsesmæssige baggrunde som eksempelvis psykolog, psykoterapeut, socialrådgiver, pædagog, psykomotorisk terapeut og sygeplejerske. Der er også ansat en sekretær og en afdelingsleder. Derudover er der på ugentlig basis tilknyttet en lægekonsulent.

    Behandlerne er efteruddannet indenfor den kognitive referenceramme og i de seneste år mere specifikt indenfor ACT (Acceptance and Commitment Terapi) (se ordforklaring). Rusmiddelcenteret anvender derudover særligt den motiverende tilgang fra Motiverende Interview (se ordforklaring), traumefokuseret behandling (se ordforklaring) og psykodynamisk terapi (se ordforklaring).

    Der er fast supervision til alle behandlere af ekstern supervisor for løbende faglig opkvalificering.

    Der er løbende medarbejdere, som er under opkvalificering, med henblik på at styrke rusmiddelbehandlingen for borgerne, ligesom Rusmiddelcenteret løbende tilmelder sig temadage, kurser mm. som eksempelvis udbydes nationalt.

    ‌8.6 Fremtidig indsats på rusmiddelområdet

    Den fremtidige indsats for rusmiddelbehandlingen i Syddjurs Kommune tager afsæt i kommunens Social- og beskæftigelsespolitik samt de nationale retningslinjer på området.

    I perioden 2026-2027, hvor kvalitetsstandarden er gældende, vil Rusmiddelcenter Syddjurs blandt andet have fokus på følgende udviklingstiltag:

    • Udvikling af behandlingstilbuddet for børn og unge med rusmiddelproblematikker med opioider
    • Videreudvikling af traumefokuseret tilgang i rusmiddelbehandlingen. Tilgangen udvikles med afsæt i et dokumenteret behandlingskoncept fra Center for Rusmiddelforskning
    • Udvikle behandling ved at inddrage virtual reality-briller (se ordforklaring), der hvor det giver mening. Det kan eksempelvis være i forhold til at træne at fortælle om sit misbrug til venner og familie for personer med angstproblematikker, eller øve hvordan man takker nej til rusmidler i situationer, hvor man bliver tilbudt det
    • Fortsat udvikle samarbejdet med relevante samarbejdspartnere i den helhedsorienterede indsats
    • Løbende deltagelse i kurser, temadage mm., som kvalificerer indsatsen og den løbende faglige udvikling i rusmiddelcenteret

    ‌9. Ordforklaring

    ACT

    ACT står for Assertive Community Treatment (ACT). ACT er helhedsorienteret, fleksibel og tværfaglig specialiseret metode, der yder en integreret indsats til borgere med komplekse støttebehov som fx psykiske vanskeligheder og samtidigt skadeligt forbrug af rusmidler.

    Alkoholafhængighed

    På sundhedsområdet anvendes betegnelsen misbrug generelt ikke om de legale rusmidler, såsom alkohol og nikotin. I stedet taler man om henholdsvis skadeligt alkoholforbrug og alkoholafhængighed, som begge er diagnoser i WHO’s diagnosesystem ICD-10:

    ”Skadeligt alkoholforbrug defineres som et forbrug, der har medført helbredsskade (fysisk eller mentalt), og hvor patienten ikke opfylder de diagnostiske kriterier for alkoholafhængighed. […]” (Sundhedsstyrelsen)

    Alkoholafhængighed er til stede, når tre eller flere af WHO´s kriterier for afhængighed er opfyldt:

    • Craving (tvangsmæssigt ønske om at drikke)
    • Kontroltab
    • Fysiske abstinenser
    • Toleranceudvikling
    • Mindsket interesse for andre aktiviteter eller et stort forbrug af tid på at skaffe alkohol
    • Fortsat drikkeri på trods af kendskab til de skadelige følger

    Dobbeltdiagnose

    Ordet dækker over borgere, som har flere udfordringer. I denne relation bruges det om behandling af borgere som både har udfordringer som følge af et misbrug af rusmidler og psykiatrisk lidelse eller psykisk sårbarhed.

    F-ACT

    F-ACT står for Flexible Assertive Community Treatment og er en behandlings- og organiseringsmodel, der tilbyder tværfaglig støtte og behandling til svært psykisk syge borgere. Modellen sikrer kontinuitet, øget tilgængelighed og fleksibilitet i behandlingen, så intensiteten kan justeres efter patientens aktuelle behov, hvilket ofte fører til bedre opfølgning og fastholdelse i behandling.

    Familierådgivningscenteret

    Familierådgivningscentret er en myndighedsafdeling i Syddjurs Kommune på familieområdet. Familierådgivningscenteret tilbyder råd og vejledning til familier, som har behov for støtte. Derudover afdækker centeret familiens støttebehov og træffer afgørelse om, hvilken støtte familien kan få ud fra en konkret og individuel vurdering. Familierådgivningscenteret følger ydermere op på den støtte, som familien modtager for at se på, om den har den forventede effekt.

    Frontpersonale

    Frontpersonale henviser blandt andet til medarbejdere i kommunen, som direkte er i kontakt med borgere. Det kan f.eks. være en socialrådgiver på familieområdet, en jobkonsulent på beskæftigelsesområdet, en skolelærer i en folkeskole.

    Helhedsorienterede indsatser

    En helhedsorienteret indsats er en indsats, som tager udgangspunkt i hele din situation og dine behov, og som tænker de forskellige tilbud, som du får, sammen.

    Motiverende interview (MI)

    Motiverende interview (MI) er en tilgang, der kan anvendes på mange målgrupper. Formålet med tilgangen er at styrke en persons indre motivation for forandring.

    Monitorering

    Monitorering betyder at overvåge og føre kontrol med. I denne sammenhæng handler det om, at der holdes øje med om borgeres behandlingsgaranti ved kommunen overholdes.

    Principmeddelelse

    En principmeddelelse er en bindende retskilde fra f.eks. Ankestyrelsen, som kommuner og andre myndigheder skal følge ved afgørelser i lignende sager for at fastlægge og skabe klarhed i retspraksis.

    Psykodynamisk terapi

    Psykodynamisk terapi er et paraplybegreb for en række terapiformer, der har fokus på hvordan dynamikker, der er grundlagt i fortiden, kan påvirke vores psyke og adfærd i nutiden. Psykodynamiske terapiformer har på forskellig vis fokus på samspillet mellem de bevidste og ubevidste dele af vores sind.

    Recovery-orienteret rehabilitering

    Recovery-orienteret rehabilitering er en faglig tilgang, der har fokus på at styrke borgernes muligheder for at komme sig og leve et så meningsfuldt og selvstændigt liv som muligt.

    Samtykke

    Samtykke betyder, at man giver sin tilladelse til noget. I denne forbindelse kan det f.eks. være, at man siger til behandleren ved Rusmiddelcenteret, at vedkommende gerne må dele oplysninger med f.eks. Regionspsykiatrien for at koordinere tilbuddene.

    Socialcenteret

    Socialcentret er en myndighedsafdeling i Syddjurs Kommune på voksenområdet, som henvender sig til borgere på socialområdet med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt særlige

    sociale problemer, herunder også alkohol- og stofproblemer. Socialcenteret tilbyder borgere på socialområdet råd og vejledning, afdækker borgeres behov og træffer afgørelse om støtte.

    Socialcenteret følger ydermere op på den støtte, som du modtager for at se på, om den har den forventede effekt.

    Socialtilsynet

    Socialtilsynet består af fem kommunale tilsyn, der har til opgave at godkende og føre et løbende tilsyn med plejefamilier og tilbud omfattet af lov om socialtilsyn f.eks. døgntilbud for behandling af alkohol eller stofproblemer. I hver region er én kommune ansvarlig for at godkende og føre tilsynet. For Syddjurs Kommune føres tilsynet som udgangspunkt af Socialtilsyn Midt.

    Stofmisbrug

    Stofmisbrug forstås som et forbrug af rusmidler, der medfører sociale, psykiske og/eller fysiske problemer for brugeren. Det er med andre ord konsekvenserne af et forbrug af stoffer, og ikke udelukkende stoffet eller stofbrugen i sig selv, der afgør, om en borger har et stofmisbrug.

    I vejledningen til serviceloven defineres stofmisbrug som et forbrug, hvor ”En person med et stofmisbrug har et vedvarende og skadeligt brug af narkotika i en sådan grad, at det medfører skader eller problemer for vedkommende selv og/eller nærtstående samt samfundet. Skaderne vedrører personens psykiske og fysiske tilstand samt sociale relationer.”

    Tilbudsportalen

    Tilbudsportalen er en landsdækkende database, der indeholder oplysninger om plejefamilier og tilbud til børn, unge og voksne med funktionsnedsættelser eller sociale problemer i Danmark. Portalen anvendes primært af sagsbehandlere til at finde og undersøge relevante tilbud eller plejefamilier, der matcher den enkelte borgers behov, og sikrer dermed en bedre og mere effektiv indsats.

    Traumefokuseret behandling

    Traumefokuseret rusmiddelbehandling hjælper mennesker med både traumer og misbrug – med fokus på tryghed, følelsesregulering og styrkelse af livsmestring. Et traume i forbindelse med rusmiddelbehandling refererer til en psykisk belastning, som personen har været udsat for – fx vold, seksuelle overgreb, omsorgssvigt eller andre voldsomme oplevelser – og som har sat dybe spor i deres liv og mentale helbred.

    I rusmiddelbehandling er det vigtigt at forstå, at mange bruger alkohol eller stoffer som en måde at håndtere eller dulme traumereaktioner. Det kaldes ofte selvmedicinering. Derfor kan traumer være både en årsag til misbrug og en barriere for at komme ud af det igen.

    Traumefokuseret behandling arbejder med at forstå sammenhængen mellem traumer og rusmiddelbrug og regulere følelser og reaktioner, der stammer fra traumet.

    UngMap og Voksenmap

    UngMap og VoksenMap er spørgeskemaer, som rusmiddelbehandlere bruger til at interviewe unge og voksne borgere, når de begynder i behandling for alkoholafhængighed eller stofmisbrug. Ung-/ VoksenMap afdækker problemer og ressourcer, som kan forhindre eller fremme dit arbejde med at reducere eller stoppe dit forbrug af rusmidler.

    Rusmiddelcenter Syddjurs er forpligtet til at indberette data om behandlingen til Danmarks Statistik. Data indgår i registre hos Danmarks Statistik, som anvendes til monitorering af ventetider og stofmisbrugsbehandlingsindsatsen.

    Virtual reality briller eller VR-briller

    Virtual Reality briller også kaldet VR briller er nogle briller med en digital skærm, som omslutter hele dit synsfelt og giver dig en oplevelse af at være i en helt anden, computersimuleret verden. Brillerne kan f.eks. bruges i behandling til at simulere, hvordan det er at være i situationer, som forbindes med alkohol eller stofindtag.

    Visitere

    Visitere betyder, at en kommunal medarbejder vurderer, om en borger kan få støtte ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens behov, herunder hvilken form for støtte borgeren kan få.

    Visitationssamtale

    En visitationssamtale er en samtale, hvor en fagperson, her inden for rusmiddelområdet, vurderer en borgers behov for hjælp eller behandling, så en passende indsats kan besluttes.

    ‌Bilag 1- Lovgivning

    I dette afsnit er oplistet relevant lovgivning med betydning for kvalitetsstandarden opdelt efter barnets lov, serviceloven og sundhedsloven.

    ‌Barnets lov

    ‌§ 33

    Kommunalbestyrelsen skal senest 14 dage efter en henvendelse fra et barn eller en ung under 18 år eller forældrene iværksætte social behandling, jf. § 101, stk. 1, i lov om social service, af barnets eller den unges stofmisbrug, når barnet eller den unge har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer på grund af stofmisbruget, der medfører, at barnet eller den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole.

    Stk. 2.

    Afgørelse om stofmisbrugsbehandling efter stk. 1 træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

    ‌§ 34

    Kommunalbestyrelsen kan anvende gavekort som led i social behandling af et barn eller en ung med et stofmisbrug, der får en indsats efter § 32, stk. 1, behandling efter § 33 eller er anbragt efter §§ 46 eller 47, med henblik på at fastholde barnet eller den unge i behandlingen.

    Stk. 2.

    Ved gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at kunne købe varer i en forretning.

    Stk. 3.

    Gavekort efter stk. 1 kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.

    Stk. 4.

    Social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af gavekort efter stk. 1.

    ‌§ 133

    Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at

    1) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter denne lov,

    2) et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter denne lov på grund af de kommende forældres forhold,

    3) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter denne lov på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten eller

    4) et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.

    Stk. 2.

    Skoleledere på folkeskoler skal underrette kommunalbestyrelsen, når en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for 1 kvartal.

    Stk. 3.

    Social- og boligministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til indsatser efter denne lov. Social- og boligministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af personer har underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.

    ‌Serviceloven

    ‌§ 101

    Kommunalbestyrelsen skal tilbyde social behandling til personer med et stofmisbrug. 1. pkt. omfatter ikke personer, som er indlagt på sygehus eller visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik, jf. kapitel 17 b i sundhedsloven.

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om social behandling efter stk. 1 på baggrund af en helhedsorienteret afdækning af personens problemer og behov.

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan anmode et behandlingstilbud om at foretage afdækning af personens problemer og behov, jf. stk. 2.

    Stk. 4. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.

    Stk. 5. En person, der er visiteret til behandling, kan vælge at blive behandlet i et andet offentligt eller privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til efter stk. 1 og 2.

    Stk. 6. Fristen efter stk. 4 kan fraviges, hvis personen vælger at blive behandlet i et andet offentligt eller privat behandlingstilbud end det, kommunalbestyrelsen har visiteret til efter stk. 1 og 2.

    Stk. 7. Retten til at vælge efter stk. 5 kan begrænses, hvis hensynet til personen taler for det.

    Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at behandlingstilbuddet ved behandlingens start udarbejder en behandlingsplan, der har til formål at sikre sammenhæng mellem de problemer og behov, der er afdækket, jf. stk. 2, og den behandling, der iværksættes.

    Stk. 9. I forbindelse med tilbud om behandling efter stk. 1 og under behandlingsforløbet kan kommunalbestyrelsen anvende gavekort med henblik på at fastholde personen i behandling. Med et gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at kunne købe varer i en forretning.

    Stk. 10. Gavekort, jf. stk. 9, kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.

    Stk. 11. Social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om afdækningen af personens problemer og behov efter stk. 2 og om anvendelsen af gavekort efter stk. 9.

    ‌§ 101 a

    Kommunalbestyrelsen skal tilbyde anonym, ambulant behandling af stofmisbrug til personer, der har et behandlingskrævende stofmisbrug, men som ikke har andre sociale problemer, hvortil der ydes hjælp efter afsnit V .

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen indgår aftale med to eller flere leverandører af tilbud om anonym, ambulant behandling af stofmisbrug, jf. stk. 1, hvoraf mindst ét tilbud skal være beliggende uden for kommunen.


    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at en person, der ønsker at modtage anonym, ambulant stofmisbrugsbehandling, jf. stk. 1, kan henvende sig til kommunen anonymt via hjemmeside eller telefonisk og indgå aftale om en afklarende samtale om behandlingsbehovet. Den afklarende samtale skal tilrettelægges på en sådan måde, at formålet med anonymitet opnås.

    Stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om behandling efter stk. 1 på baggrund af en afklarende samtale, jf. stk. 3, hvorefter personen henvises til de behandlingstilbud, som kommunalbestyrelsen har indgået aftale med efter stk. 2.

    Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de leverandører af tilbud, der er indgået aftale med, jf. stk. 2, skal behandle henvendelser, jf. stk. 3, og træffe afgørelse om behandling på baggrund af en afklarende samtale.

    Stk. 6. Afgørelser om behandling efter stk. 4 og 5 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

    Stk. 7. Behandlingen efter stk. 1 skal foregå adskilt fra behandlingstilbud efter § 101 og på en sådan måde, at formålet med anonymitet opnås.

    Stk. 8. Behandlingen efter stk. 1 skal udgøre et afgrænset behandlingsforløb af kortere varighed og indeholde gruppebehandling og mulighed for en individuel, afsluttende samtale.

    ‌Sundhedsloven

    ‌§ 141

    Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri behandling til alkoholmisbrugere. 1. pkt. omfatter ikke personer, som er indlagt på sygehus eller visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik.

    Stk. 2. Alkoholbehandling skal iværksættes senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i behandling.

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om alkoholbehandling i henhold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd, jf. stk. 4, eller private institutioner.

    Stk. 4. Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i regionen behandlingspladser m.v., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder faglig bistand og rådgivning.

    Stk. 5. Socialtilsynet, jf. lov om socialtilsyn, godkender og fører driftsorienteret tilsyn med alkoholbehandlingssteder, jf. stk. 3. Socialtilsynet skal ved godkendelse af og driftsorienteret tilsyn

    med alkoholbehandlingssteder benytte sig af den aktuelt bedste faglige viden om metoder og indsatser.

    Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan alene tilvejebringe tilbud om alkoholbehandling, jf. stk. 1 og 3, på alkoholbehandlingssteder, som er godkendt efter § 5 i lov om socialtilsyn, jf. stk. 5. For behandlingssteder, som en kommunalbestyrelse ikke selv har etableret, gælder endvidere, at behandlingsstedet skal have en aftale med minimum én kommune for at kunne indgå i kommunalbestyrelsens tilbud om alkoholbehandling.


    Stk. 7. Behandling og rådgivning til alkoholmisbrugere skal ydes anonymt, hvis alkoholmisbrugeren ønsker det.

    Stk. 8. Behandling på alkoholambulatorium er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor.

    ‌§ 142

    Kommunalbestyrelsen tilbyder personer, som ønsker at komme i stofmisbrugsbehandling efter denne lov eller efter lov om social service, en vederlagsfri lægesamtale. 1. pkt. omfatter ikke personer, som er indlagt på sygehus eller visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik.

    Stk. 2. En samtale i henhold til stk. 1 skal finde sted senest inden iværksættelse af stofmisbrugsbehandling efter denne lov eller efter lov om social service.

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen tilbyder personer, som har et stofmisbrug, vederlagsfri lægelig behandling med afhængighedsskabende lægemidler. 1. pkt. omfatter ikke personer, som er indlagt på sygehus eller visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik.

    Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om lægelig behandling i henhold til stk. 3 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.

    Stk. 5. Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i regionen behandlingstilbud m.v., jf. stk. 3, til rådighed for kommunerne og yder faglig bistand og rådgivning.

    Stk. 6. Behandling i henhold til stk. 3 skal iværksættes, senest 14 dage efter at en person, som ønsker at komme i stofmisbrugsbehandling, har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i lægelig behandling med afhængighedsskabende lægemidler.

    Stk. 7. En person, som er visiteret til behandling i henhold til stk. 3, kan vælge at blive behandlet på en anden offentlig eller privat institution end den, hvortil bopælskommunen har visiteret, medmindre der er tale om lægelig behandling med diacetylmorfin (heroin). En institution kan afvise at modtage en person, som har valgt institutionen. En offentlig institution kan dog kun afvise at modtage en person, som har valgt institutionen, hvis det er begrundet i kapacitetsmæssige hensyn.

    Stk. 8. Fristen i henhold til stk. 6 kan fraviges, hvis personen vælger at blive behandlet på en anden offentlig eller privat institution end den, hvortil bopælskommunen har visiteret.

    ‌Ankestyrelsens principmeddelelse 23-18

    Ankestyrelsens principafgørelse 23-18

    Principafgørelsen fastslår

    Kommunen skal efter serviceloven tilbyde behandling til stofmisbrugere.

    Personkreds

    En stofmisbruger er en person, som er fysisk og/eller psykisk afhængig af et eller flere bevidsthedsændrende stoffer (rusmidler) i en sådan grad, at det medfører skader eller problemer for vedkommende selv og/eller nærtstående samt samfundet. Personkredsen for tilbud om behandling er personer, hvis misbrug har et sådant omfang, at borgeren ikke kan klare sin dagligdag på grund af misbruget.

    Stofmisbrug er et forbrugsmønster, der består af et uautoriseret forbrug af psykoaktive stoffer. Det betyder, at brugen af lægeordineret substitutionsmedicin indtaget efter forskrifterne ikke betragtes som et stofmisbrug, så længe det ikke fører til problemer eller skader for borgeren. Afhængighed af lægeordineret medicin, som har ført til sociale, psykiske og/eller fysiske problemer eller skader for borgeren, er omfattet af servicelovens bestemmelser om behandling af stofmisbrug.

    Indsatsen i forhold til stofmisbrugere efter serviceloven retter sig mod den nedsatte fysiske og især psykiske funktionsevne samt de sociale problemer, som følger af misbruget.

    Hvilken behandling?

    Behandling kan ske ved ambulant behandling (herunder dagtilbud) eller døgnbehandling.

    Kommunens tilbud om behandling skal være relevant og hensigtsmæssig i forhold til borgerens konkrete situation. Det betyder, at det skal være afstemt efter de konkrete behov og være tilstrækkelig og nøjagtig så omfattende, at det er effektivt nok til at bringe borgeren ud af sit misbrug.

    Hvis borgeren kan hjælpes ud af sit misbrug med et ambulant tilbud, har borgeren ikke ret til et døgntilbud. En borger, der ikke kan hjælpes tilstrækkeligt med et ambulant tilbud, har derimod ret til et døgntilbud.

    Omfanget og kompleksiteten af borgerens stofmisbrug og konkurrerende problemer skal indgå i helhedsvurderingen af borgerens behov, og afgørelsen af, hvilken behandling der er nødvendig. Er der fx behov for intensiv behandling med tæt tilknytning af personale, er det oplysninger der peger i retning af behov for døgnbehandling.

    Det er derfor væsentligt, at kommunen i sagen får beskrevet det konkrete misbrug og borgerens øvrige livssituation, blandt andet om der er behov for støtte på grund af adfærdsmæssige problemer, og om der er behov for støtte på grund af særlige sociale og/eller psykiske problemer.

    Den konkrete indsats i stofmisbrugsbehandlingen og anden støtte

    Kommunens tilbud om døgnbehandling skal være egnet og tage hensyn til stofmisbrugerens eventuelle psykiske funktionsnedsættelse. Hvis det er en forudsætning for, at borgeren kan deltage i behandlingen, skal kommunen samtidig tilbyde socialpædagogisk støtte. Kommunen skal sørge for, at der er personale i behandlingstilbuddet, som har kompetencer til at støtte og behandle stofmisbrugeren.

    Selvom en stofmisbrugers behov for behandling peger på døgnbehandling, er det ikke sikkert, at det er den rette behandling. Der kan være oplysninger, fx lægefaglige oplysninger, som taler imod døgnbehandling, som den rette behandlingsindsats. Kommunen skal i det tilfælde tilbyde stofmisbrugeren den nødvendige hjælp på anden vis, herunder eksempelvis ved ophold i midlertidigt botilbud samtidigt med tilbud om ambulant misbrugsbehandling.

    En kommunes tilbud om behandling af stofmisbrugere, herunder spørgsmålet om visitation til døgnbehandling, skal ske efter servicelovens § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2.

    Det frie valg

    Det er en forudsætning for, at en stofmisbruger kan gøre brug af det frie valg i servicelovens bestemmelse om misbrugsbehandling i forhold til en konkret døgnbehandlingsinstitution, at kommunen har visiteret stofmisbrugeren til døgnbehandling efter servicelovens § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2.

    Der er ikke frit valg mellem dag- og døgntilbud.

    Tilbud inden for 14 dage

    Stofmisbrugeren har ret til at modtage og kommunen pligt til at tilbyde sociale behandlingstilbud inden for en kort tidsfrist (14 dage). Et tilbud om forbehandling kan opfylde servicelovens krav om, at der skal tilbydes behandling til en stofmisbruger senest 14 dage efter henvendelsen, hvis den tilbudte forbehandling indholdsmæssigt og omfangsmæssigt opfylder servicelovens krav om tilbud af behandling.

    De konkrete sager

    I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at borgeren ikke havde ret til misbrugsbehandling som døgnbehandling. Borgeren havde et misbrug med hash og rygeheroin. Det forhold, at borgeren var boligsøgende og boede på et herberg, kunne ikke i sig selv, føre til, at han opfylder betingelser for døgnbehandling. Det var ikke oplysninger om, at borger havde psykiske eller sociale problemer, som hindrede ham i at modtage ambulant behandling.

    I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at borgeren ikke havde ret til misbrugsbehandling som døgnbehandling. Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren profiterede af et ambulant forløb gennem A Rusmiddelcenter, idet han havde formået at reducere sit misbrug.

    I forhold til kommunens genvurderingsafgørelse bemærkede vi, at kommunen ikke kunne lægge vægt på, at en tidligere iværksat døgnbehandling ikke bidrog til stoffrihed, når kommunen ikke nærmere havde konkretiseret baggrunden for ophøret.

    Kommunen skulle ud fra en helhedsvurdering af borgerens situation tage stilling til andre muligheder for at hjælpe borgeren i forhold til oplysninger om andre problemer i hverdagen, i forhold til strukturering og rammer og hans mors situation , og i forhold til eventuelt behov for hjælp til at søge egen bolig.

    I sag nr. 3 vurderede Ankestyrelsen, at borgeren havde ret til misbrugsbehandling som døgnbehandling. Borgeren var mangeårig stofmisbruger og til trods for forskellige ambulante forløb, oplevede han at få tilbagefald efter ca. 50-60 dage. Der var beskrevet konkurrerende problemer i form

    af antisocial adfærd og behandling/kontrol efter nyretransplantation. Ankestyrelsen vurderede, at et ambulant forløb ikke var tilstrækkeligt til at få borger stoffri.

    I sag nr. 4 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen ikke havde taget stilling til, om borgeren konkret kunne tilbydes døgnbehandling for sit stofmisbrug på et egnet sted, som både kunne dække borgerens behandling for stofmisbrug og borgerens særlige behov for hjælp som følge af sin funktionsnedsættelse.


    Ankestyrelsen vurderede desuden, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at det kunne afgøres, om borgerens behov for hjælp var af en sådan karakter, at det ikke kunne tilgodeses ved et døgnbehandlingstilbud, og om et egnet tilbud for borgeren af den grund var ophold i et midlertidigt botilbud, samtidig med, at borgeren fik ambulant misbrugsbehandling. Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til ny behandling i kommunen.